
Tirsdag eftermiddag klokken 13:44 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var blevet ramt af en skarp genstand på Bankagerskolen i Horsens.
Politiet rykkede straks ud til stedet, hvor det viste sig, at en 15-årig dreng var blevet ramt af en skarp genstand. Han blev bragt til behandling, hvor han blev meldt uden for livsfare. De pårørende til offeret er underrettet.
Kort tid efter hændelsen blev to personer på henholdsvis 15 og 16 år fra Horsens anholdt. De er sigtet for grov vold.
Vidner, der har overværet hændelsen, eller i øvrigt kan bidrage med oplysninger – for eksempel om hvordan gerningsmændene forlod området ved Bankagerskolen, opfordres til at kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.
Der er tale om en elev fra skolens 9. årgang, der ifølge en AULA-besked til forældrene 13:30 blev opsøgt på gangen af to unge mænd udefra. Her blev han stukket i siden med en kniv, før de forsvandt fra skolen, står der.
De to sigtede er i forlængelse af et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger. De har begge taget forbehold for at kære rettens afgørelse.


