
Vintertrafikken resten af weekenden og mandag morgen
Vintervejret med temperaturer omkring eller under frysepunktet fortsætter lidt endnu, og i løbet af søndag aften og nat trækker et nedbørsområde henover hele landet.
Der forventes i den anledning både kraftig vind der kan påvirke færdslen over visse broer og nedbør i form af først sne, som sidenhen kortvarigt kan slå over i isslag og herefter regn. I den nordlige del af Jylland forventes sneen at fortsætte mandag, indtil sidst på morgenen og DMI vurderer der er risiko for reel snestorm i dette område, hvorfor morgenmyldretiden kan blive kraftigt påvirket af vejrliget.
Der er altså risiko for sne- og isglatte veje i hele landet, så vær opmærksom, hvis du skal ud at køre og kør efter forholdene.
Kilde Vejdirektoratet