Sydøstjyllands Politi modtog søndag klokken. 16:55 en anmeldelse om et muligt knivstikkeri i centrum af Horsens.
Da politiet kom til stedet, blev de hurtigt opmærksomme på en 40-årig mand, der befandt sig på gaden i Sønderbrogade.
Manden, der har bopæl i Horsens, havde pådraget sig alvorlige skader som følge af knivstik, og han blev efterfølgende fløjet til behandling. Af hensyn til tavshedspligten har Sydøstjyllands Politi ikke nærmere oplysninger om personens tilstand.
Klokken 17.02 blev en 59-årig mand med bopæl i Horsens anholdt på en adresse i Sønderbrogade. Manden er sigtet for forsøg på manddrab.
Det forventes, at den 59-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens senere mandag.
I forbindelse med anmeldelsen og den indledende efterforskning blev et området ved Sankt Helene Vej og Sønderbrogade afspærret, mens der blev foretaget undersøgelser, vidneafhøringer og hundesøg.
”Ifølge den foreløbige efterforskning fandt hændelsen sted på en adresse i Sønderbrogade i Horsens. Samtidig peger efterforskningen på, at den sigtede og ofret har haft kendskab til hinanden forud for episoden.
Derfor kan vi også sige, at der ikke er nogen grund til, at beboere eller andre i området omkring Sønderbrogade skal føle sig utrygge, selvom det naturligvis kan være ubehageligt, når en sådan alvorlig hændelse finder sted i ens nabolag,” siger vicepolitiinspektør Christian Skyt fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet vurderer ikke, at hændelsen er banderelateret.
Kilde Sydøstjyllands Politi
Foto arkivfoto






